CURO - Klinik for Kropsterapi

Klientfortælling om at møde dybden i sig selv med kropsterapi hos CURO - Klinik for Kropsterapi


Jeg er meget nysgerrig af natur og har prøvet lidt af hvert inden for personlig og spirituel udvikling. Og det var denne nysgerrighed, der førte mig til kropsterapien og Brian.

Forinden startede det hele "tilfældigt" med et møde med en bekendt, som fortalte, at hun var begyndt til kropsterapi, og at det havde gjort underværker for hendes humør, nervesystem og velbefindende. Så det skulle jeg selvfølgelig også prøve, da det var en del år siden, at jeg havde gået til Body SDS (ref.: kropsterapi-brand ligesom ManuVision og Totum - SKolen for Kropsterapi), og derfor sagtens kunne se værdien i at genbesøge kroppen og al dens visdom.

Det viste sig, at min bekendt gik hos en kvindelig kropsterapeut, og jeg vidste bare instinktivt, at hvis jeg skulle begynde i kropsterapi, så skulle det være hos en mand, som kunne spejle mig ud fra det maskuline perspektiv. Jeg gik på det tidspunkt allerede i mandegruppe og vidste, at det var det maskuline, der kaldte på mig for at blive set, mødt, accepteret, rummet, elsket og healet. Jeg gik herefter i gang med at undersøge markedet for mandlige kropsterapeuter i området, og jeg var slet ikke i tvivl om, da jeg landede på Brians hjemmeside, at det her var et perfekt match for mig. Det er svært at beskrive helt nøjagtigt, hvad det var, der gjorde udslaget, men jeg kunne bare mærke, at det var den her vej, jeg skulle.

Mit første møde med Brian, som nu er over et halvt år siden, bar præg af en form for genkendelighed. Det er som om, at kroppen helt intuitivt ved, at den er på "vej hjem", når jeg træder ind over tærsklen til Brians hyggelige og varme klinik. Jeg følte mig meget velkommen, set og mødt fra det øjeblik, jeg trådte ind i klinikken. Brian emmer så meget af ro og glæde, at skuldrene straks falder ned, og nervesystemet begynder at komme i balance.

Det er tydeligt, at Brian selv har gået vejen - i den forstand, at han selv har erfaret og oplevet de ting, som vi taler om, og ikke blot har læst sig til det i en eller anden teori. Og det er i hvert tilfælde super vigtigt for mig at møde et ærligt og autentisk menneske, som også selv tør vise sig sårbar. Det er med til at skabe tryghed og bidrager til følelsen, at alt er lige, som det skal være, og at alt, hvad der dukker op undervejs, er velkomment og har sin plads og berettigelse i det rum, vi skaber sammen.

Brian er rigtig god til at skabe tryghed og tillid i rummet, hvilket for mig er en grundlæggende nødvendighed, når jeg skal lægge mig ned på briksen og åbne op for alt det, som kroppen rummer af både smerte og glæde. Hans evne til at skabe tryghed og tillid opstår og sker spontant og naturligt og er på ingen måde forceret. Tværtimod oplever jeg, at der gives plads og rum til, at tingene og kroppen kan åbne sig langsomt og stille, og der er altid afsat god tid til at lande på briksen.

Selvom jeg har arbejdet med mig selv tidligere, er det ikke til at vide på forhånd, hvad der dukker op i sessionerne. Og min oplevelse er, at det altid er noget forskelligt, der opstår - ikke to gange er ens, selvom der er en rød tråd hele vejen igennem forløbet, som indtil videre har strakt sig over 8-10 gange. Der har været sessioner med vrede, tristhed, sorg, glæde, styrke, store og dybe slip og meget mere end det. Og jo mere kroppen vænner sig til behandlingerne og bliver mere og mere tryg og tillidsfuld, desto dybere kommer jeg også ind i mig selv og lander et stærkt funderet og kærligt sted.

Jeg er nået et godt stykke ind i mig selv og er blevet mere bevidst om nogle af mine dynamikker, siden behandlingerne startede, og jeg vil fortsætte et godt stykke tid endnu, da jeg ved, at ting tager tid, og kropsterapi er bestemt ikke noget quick-fix. Men hos Brian bliver jeg mødt af en rummende, kærlig og empatisk person, som også godt kan være konfronterende og direkte, når det er påkrævet. Jeg elsker, at der altid er god tid til at lande i rummet og bearbejde oplevelsen bagefter. Og så er selve teknikken med de bølgende og vuggende bevægelser, kombineret med mere faste tryk på kroppen, noget jeg ikke har prøvet før. Men det er virkelig skønt og forløsende. For mig er det blevet en fast ting at gøre for mig selv, og en del af at være selv-kærlig. Alle ville have godt af at være kærlige ved sig selv, og det her vil være et godt sted at starte den praksis😊


Jeppeh