CURO - Klinik for Kropsterapi

Klientfortælling omkring angst og kropsterapi hos CURO - Klinik for Kropsterapi


Jeg fik konstateret angst, da jeg var midt i 50'erne, så det er jo en sen alder at få diagnosen i. Set i bagspejlet har jeg muligvis haft angst i mange år. Jeg har været plaget af stresssymptomer af og til i cirka 10-12 år (måske længere), samt jobs, jeg ikke trivedes i. En person kom til mig og sagde: "Jeg tror, du muligvis har en diagnose - måske ADHD". Jeg tog fat i min læge og fik nogle tests for undersøgelse af ADHD, som viste, at jeg lå i den lave ende af, og derfra blev jeg sendt videre til psykiater.

Jeg fik diagnosen socialangst og blev tilbudt medicin, som jeg takkede ja til, da jeg grundet min angst havde det dårligt blandt nye mennesker samt udfordringer på jobbet.

Efter jeg havde været på medicin i 1 års tid, så jeg tilfældigvis på Facebook, at kropsterapi kunne hjælpe på blandt andet angst og spændinger i nakken. Jeg var inde og læse på CURO - Klinik for Kropsterapis hjemmeside mange gange inden, at jeg tog mod til at få bestilt en tid. Da dagen kom, hvor jeg havde min tid, overtog angsten igen, fordi jeg var bange for, om jeg kunne finde adressen, og hvad jeg var gået ind til, for jeg havde aldrig prøvet kropsterapi før.

Da jeg mødte Brian første gang, var det en god oplevelse, da han var en meget rar og behagelig mand samt meget nem at snakke med. Han havde forståelse for mine problemer, så det blev en god oplevelse for mig. Efter den første behandling var jeg meget træt, men også meget afslappet, samt knap så meget angst i kroppen.

Da jeg startede ved Brian havde jeg meget svært ved at sætte ord på mine følelser, og hvordan jeg havde det, og det har Brian hjulpet mig med, og i dag går det meget bedre med at sætte ord på dette.

Jeg har gået til opfølgning med medicin ved psykiater cirka hver 8. uge, og ind imellem var jeg ved Brian for at få behandlinger. Det har været et godt forløb at kombinere både med psykiater, medicin og kropsterapi.

Jeg får fortsat behandlinger ved Brian cirka hver 4. uge for at holde min angst nede i kombination med medicin.


Anonym