CURO - Klinik for Kropsterapi

Mit møde og oplevelse med kropsterapi lige fra ♥️ af ;-)


Jeg er sygemeldt med kronisk stress/svær belastningsreaktion og udbrændthed og oplever min krop, der bare "råber" højere og højere på fjerde år. Jeg har nærmest prøvet alt - flere psykologer, psykoterapi, personlig træner, psykiater, smerteklinik, arbejdsmedicinsk klinik, zoneterapi, akupunktur, osteopater og flere fysioterapeuter. Det var faktisk min fys., der anbefalede mig Brian og mente, det kunne være et alternativ til fysioterapi, når min fys. ikke selv var tilgængelig eller optaget. Jeg var lidt skeptisk, om jeg skulle blande flere behandlingsformer sammen, men jeg valgte alligevel at skrive til Brian og efter svar fra Brian og en telefonsamtale senere, var jeg overbevist om, at jeg skulle prøve kropsterapi hos CURO - Klinik for Kropsterapi. I dag kombinerer jeg kropsterapi ved Brian med fys.


Kropsterapi = Krop og psyke i et = selvudvikling = mød, og mærk dig selv ♡


Jeg bliver hos Brian mødt, som den person jeg er, og lige der, hvor jeg er. Der er ikke noget, som er rigtigt, eller noget, som er forkert. Det hele er lige, som det skal være;-)


For mig kan kropsterapien og Brian alt det, som psykologerne ikke kan - nemlig at ramme og favne både min krop og psyke, og kropsterapi kan så meget mere, når jeg har cuttet forbindelsen fra mit hoved til min krop. Jeg har styr på det meste - ja nærmest alt, når vi bare snakker, men når jeg kommer på briksen og kommer ned i min krop, så skal jeg lige love for, at jeg mærker mig selv og bliver udfordret på alle de ting, som jeg mærker, og som kroppen fortæller, og som jeg faktisk bare helst vil løbe væk fra. Dét, som jeg også har forsøgt at løbe væk fra i flere år. Alt det ubehag vil jeg helst have til at forsvinde, og alligevel er jeg kommet til det punkt i mit liv, hvor jeg bliver nødt til at møde ubehaget i min krop og arbejde med det frem for at løbe væk. Mit ønske er, at jeg skal få det bedre, for ubehaget forsvinder ikke af sig selv.


I kropsterapien møder jeg mig selv på godt og ondt. Det er grænseoverskridende og til tider meget sårbart, men også spændende og udfordrende, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg reagerer - ét er, hvad jeg tænker i hovedet, noget andet er, hvordan kroppen reagerer.


Det kræver så meget tillid og tryghed at begive sig ud på den rejse. Brian er fantastisk til at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor jeg bare kan være, som jeg er. Samtidigt er Brian også god til at stille de rigtige spørgsmål, så jeg kommer til at reflektere over tingene, og det har jeg i den grad brug for. Ligeledes foregår hele behandlingen i et samspil. Brian har helt styr på teknikkerne til at løsne min fastlåste krop, men jeg er og skal selv være med til til at gøre arbejdet via vejrtrækningen - blot det at trække vejret kan føles totalt grænseoverskridende, men også her formår Brian at gøre det trygt. Følelsen bagefter, hvor kroppen bare føles generelt mere åben og ikke så spændt og træt på den gode måde, groundet og bare meget mere afslappet, end da jeg kom, gør alt sammen, at behandlingerne er det hele værd.


Jeg er ikke i mål, men som Brian siger, hvornår er vi det? - og det er jo i bund og grund et godt spørgsmål. Men én ting ved jeg. Jeg er på vej, og der sker en hel masse i både min krop og i mit hoved. Tiden må vise, hvor jeg ender. I sådan en proces er tålmodighed en dyd - den har jeg IKKE, men den udfordrer Brian mig også på.


Kropsterapien og Brian rammer og rummer så meget "det hele menneske" og får de bedste anbefalinger fra mig. Der er kun ét at sige - prøv det ♥️


Gitte, 45 år