bRIAN BILLUND KALLEHAUGE

CERTIFICERET TOTUM KROPSTERAPEUT

RAB-registreret

Et liv - en rejse

Mit liv er en rejse. En rejse, der startede den dag, hvor jeg blev født, og som slutter den dag, hvor jeg skal herfra. En rejse igennem barndommen, ungdommen og videre ind i voksenlivet. En rejse, der indtil videre har budt på både positivt og mindre positivt. Dermed afspejler min rejse højst sandsynligt på mange måder din rejse? Det siges som bekendt: "At rejse er at leve". Et liv fuld af oplevelser, sansninger, prægninger, indsigter, lærdomme og indtryk.


Tilbage i efteråret 2019 oplevede jeg, hvad det at glemme rejsen og bare sætte autopilot på havde af indvirkning på min krop. Den endte med at sige stop - den gav ganske enkelt fortabt. Fra den ene dag til den anden stoppede min krop mig på rejsen. Jeg kastede uprovokeret op, stoppede med at spise, sov mere end normalt (efter for mange år med for lidt søvn), og min krop begyndte at gøre ondt i alle dele af den - i lede, i knogler og i muskler. På det tidspunkt stod det klart, at jeg var ramt af en voldsom overbelastningsreaktion i form af stress, angst og depression. Min rejse tog en alvorlig drejning, da jeg stort set ikke kunne klare basale dagligdagsting og tage vare på mig selv. Jeg gik fra et udpræget behov for at klare mig selv til at være enormt afhængig af de nærmeste mennesker i mit liv. Det skulle vise sig, at denne drejning blev de spæde spor til, hvordan jeg skulle fortsætte min rejse.

En opdagelsesrejse begyndte

Min hustru havde ikke værktøjerne til at hjælpe mig, og jeg havde ikke evnen, lysten og modet til at hjælpe mig selv. Jeg var ramt af en enorm skam, tab af ansigt, skyldfølelse, nag og svaghed over ikke at kunne strække til. Derfor måtte vi som familie have hjælp udefra. Min hustru fandt en behandler, der var specialiseret i bindevævsmassage, og det blev mit første skridt ind på en opdagelsesrejse i, hvad min krop kan og indeholder. Jeg havde aldrig indtil da prøvet fysisk berøring på min krop fra et fremmed menneske. Jeg havde altid taget afstand og andre skulle ikke komme for tæt på mig. Jeg oplevede allerede fra starten, at min krop reagerede positivt på behandlingerne. Det blev en øjenåbner for mig, at der faktisk fandtes en hel organisme fra min hals og nedefter, der gemte og stadig gemmer på så meget godt og gerne hjælper mig i hverdagen, hvis blot jeg valgte og stadig hver dag vælger at lytte til den.


Efter at have været sygemeldt i et år besluttede jeg i efteråret 2020 at sadle om på min rejse. Jeg har en baggrund som cand.mag. i Sprog og International Virksomhedskommunikation fra Aalborg Universitet tilbage i 2006 og arbejdede indtil min sygemelding i private virksomheder med et internationalt fokus, hvor jeg bidrog ind i blandt andet salgsback-up-funktioner, logistik, salgsarbejde, kundeservice og markedsføring. Jeg lod mig rive med af en travl arbejdsdag, af min forestilling om pres fra min ydre verden, af min forestilling om ikke at være god og dygtig nok, af frygten for at miste mit job, hvis jeg ikke ydede stadigt mere og mere. Mine forestillinger om andres forventninger til mig blev langt overskygget af min egen sansning og følelse af mine grænser. Jeg glemte ganske enkelt at mærke mig selv.

Mit møde med kropsterapien

Under mit arbejde med at få min krop restitueret og genopbygget efter mit pludselige og langvarige kollaps, udviklede jeg en kæmpe respekt for min krop - kroppen skal jeg passe på under min rejse! Jeg blev præsenteret for kropsterapien, og jeg vidste instinktivt, at det var den vej, at jeg skulle gå på min videre rejse. Jeg valgte for første gang i mange år at gå med min mavefornemmelse, hvilket mærkes rart hver eneste dag.


I dag er min krop udgangspunktet i mange af de ting og gøremål, som jeg foretager mig. Jeg søger ro, som jeg finder i naturen og under de yogasessioner, som jeg går til. Jeg søger fysisk styrke, som jeg finder i De 5 Tibetanere, som jeg praktiserer hver morgen, mens huset sover, og dagen langsomt begynder. Jeg søger egen kropslig balance, som jeg finder i de kropsterapeutiske behandlinger, som jeg får, og der gør så meget godt for mig. Jeg søger en mild og afbalanceret stresspåvirkning, som jeg finder i vinterbadning, hvor alt logik skriger imod mødet med det kolde vand. Alt sammen er centrale elementer, som jeg mærker bidrager til, at jeg er mere i balance i min krop.


I september 2020 startede jeg på uddannelsen til kropsterapeut hos Totum - Skolen for Kropsterapi, og jeg blev færdiguddannet kropsterapeut i december 2021. I april 2022 læste jeg yderligere 320 timer anatomi, fysiologi og sygdomslære/farmakologi, der tilsammen med min uddannelse til kropsterapeut gav mig min RAB-registrering. De fleste sundhedsforsikringer giver tilskud til behandlinger hos en RAB-registreret behandler. Jeg selv fik ydermere tilskud til behandling fra min TAE (tab af erhvervsevne). I maj 2022 startede jeg som hjælpelærer for et hold elever på uddannelsen til kropsterapeut hos Totum - Skolen for Kropsterapi.


Jeg vil glæde mig rigtig meget til at velkomme dig med nærvær, ro og tryghed. Du er velkommen til at kontakte mig eller booke en tid med det samme.

Klik her for at læse en artikel fra onlinemediet Mig&Aalborg fra d. 15/11-2020, hvor jeg fortæller om mit eget forløb med min overbelastningsreaktion, hvor yogaen blev en kæmpe hjælp i vejen tilbage på min forunderlige rejse.

Åbningstider

Mandag - tirsdag: 8.00 - 15.00

Onsdag: 11.00 - 16.00

Torsdag - fredag: 8.00 - 15.00

Lørdag og søndag: Lukket

Kontaktinfo

CURO - Klinik for Kropsterapi

Thomas Kingos Vej 44

9000 Aalborg

E-mail: bk@curokropsterapi.dk

Telefon: 20 99 20 89

@ Copyright 2024 - CURO - Klinik for Kropsterapi | All rights reserved